Ansæt en Stadsarkitekt i Horsens nu

Af Esben Hedeager

Den byudvikling, Horsens er inde i i øjeblikket, kræver en stadsarkitekt. Århus, Kolding selv Sønderborg har en stadsarkitekt – og det kan ses
Vi har brug for en stadsarkitekt, der kan sikre, at udviklingen af byen sker arkitekturmæssigt korrekt og fagligt funderet og med respekt for de borgere, der allerede bor i byen. Ligeledes skal stadsarkitekten sørge for, at byens karakteristik som købsstad bliver respekteret. Vi skal have en, der sætter retningen for udviklingen og sammenhængen i arkitekturen af byen og sørge for, at de planer, der er lagt, overholdes. Ellers er der jo ingen grund til, at der laves lokalplaner, masteplaner mv.

Vi har brug for en stadsarkitekt, der kan sikre, at udviklingen af byen sker arkitekturmæssigt korrekt og fagligt funderet og med respekt for de borgere, der allerede bor i byen.

Vi skal have en stadsarkitekt, der med sin viden og uddannelse vil give det eksisterende (f.eks. Rådhuset, Rådhusparken og Sejlklubben) den respekt, det fortjener – og som vi mangler i Horsens. Vi får kun én chance for at gøre det rigtigt, og den skal vi ikke lade gå fra os. Lad os sætte overliggeren højt og komme i Superligaen, hvad angår arkitektur og byudvikling.
Der skal bygges for 12 mia. kr. i Horsens de næste mange år. Det vil ændre byens udseende for altid. Derfor skal vi have ansat en stadsarkitekt nu.