Ikke et chok og ganske godt med Trump!

Af Thomas Højgaard

Amerikansk politik bliver ofte udlagt som en skolegårdsdiskussion i danske medier. Sådan sagde den unge KU’er og Trump-støtte Anders Lund fra Horsens i Deadline på DR2. Sådan mener jeg, at vi har set det både i medierne og i debatten.

Hvis man skal få noget ud af politik i USA, skal man undgå de danske medier. Jeg har heldigvis været ude at rejse op til valget, så jeg slap for at følge den danske mediedækning af valget og jeg har egentlig tænkt mig at holde fast i det princip her efter valget. De danske medier opstiller en mur af forargelse og overraskelse.

Der er ingen grund til at være overrasket, for valget lå frygtelig tæt. Jeg havde selv i en konkurrence i min klasse budt på, at Trump ville vinde valget allerede den 4. november.

Ja, Trump har haft nogle rabiate udtagelser i valgkampen, men ellers havde han jo heller ikke vundet den.

Ja, Trump har haft nogle rabiate udtagelser i valgkampen, men ellers havde han jo heller ikke vundet den. Markedsføringsteamet bag hele kampagnen kan klappe sig selv på skulderen for som kommunikationsnørd har det været en fornøjelse at følge med.

Trump bliver en god præsident. Det er for mig svært at forestille mig andet. Det er måske ikke den bedste præsident set med danske øjne, men vi ligger som vi har redt. For når folk er færdige med deres gråd og dommedagsprofetier, kan det være, at vi skulle tage en snak, om ikke dette burde blive anledningen til, at de europæiske NATO-lande – herunder, og i særdeleshed, os i Danmark – afslutter vores nassementalitet, når det kommer til forsvarspolitik. Hvis USA og Trump ikke vil garantere at være Europas galante og uegennyttige beskytter, kan vi vel dårligt være helt og aldeles sikre på, at Rusland ikke vil benytte anledningen til at “beskytte” sine mindretal i de baltiske lande.

Vi kan ikke fortsætte med at bruge milliarder og atter milliarder på lysende bænke, blinkende gynger og trampoliner i gågader, hundredtusinder i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst og DSB, når vores lande er truet af både overmodige folkevandringer og overmodige russere. Vi skal leve op til vore internationale forpligtigelser og bruge minimum 2% af BNP på Forsvaret.

Jeg så i går et længere interview med Trump på TV2. Hvis jeg var amerikaner vil jeg være tryg i hans hænder. Trump er en succesfuld forretningsmand og han viser efter valget en meget rolig og sympatisk tilgang til embedet. Jeg glæder mig til at følge amerikansk politik i fremtiden. Trump er et godt valg.