Konservative medlemmer vælger ny vælgerforeningsformand

På generalforsamling blandt medlemmerne af den lokale konservative vælgerforening, er der nu sat et nyt bestyrelseshold, hvor et nyt formandsteam er klar frem mod Kommunalvalget i november.

Efter et år på posten som formand, valgte Arne Jensen ikke at genopstille til posten som lokalforeningsformand, hvilket betød at medlemmerne skulle vælge en ny. Valget faldt på den 36 årige fagredaktør Finn Gade Knudsen, som har siddet i bestyrelsen i flere år, og som har været meget aktiv i partiets kampagner frem mod de forskellige valg.

– Jeg er både glad og stolt over, at vores medlemmer har peget på mig, som den der skal lede partiet hen over næste kommunalvalg, udtaler Finn Gade Knudsen

Nu skal vi igang

Efter generalforsamlingen hvor bestyrelsen fik en ny ledelse, er den ny formand klar i mælet. Nu skal alle kræfter bruges på kommunalvalget i slutningen af 2017.

– Nu har vi fået bestyrelsen på plads, og vi har fået sat et kandidathold til kommunalvalget, så nu skal vi ud på gaden og huske borgerne på, at Konservative er det parti i byrådet, som sikre en saglig kritisk sans overfor beslutningerne, siger Finn Gade Knudsen og fortsætter:

Det er eksempelvis os, der siger nej til fjernvarmeplaner som bygger på falske beregninger, og os som stiller kritiske spørgsmål til midtbyplanen…

Den ny formand Finn Gade Knudsen. Foto: Morten Emil Freltoft Krogsholm.

– Det er eksempelvis os, der siger nej til fjernvarmeplaner som bygger på falske beregninger, og os som stiller kritiske spørgsmål til midtbyplanen, så vi sikre en økonomisk ansvarlig fremtid for byen.

Netop midtbyplanen har været en svær pille at sluge for Konservative, og det har ifølge Finn Gade Knudsen krævet mange og lange drøftelser.

– Vi valgte til sidst at tilslutte os planen, fordi vi trods alt så flere muligheder i planen, men vi er meget varsomme på, at tingene og økonomien foregår ordentlig, siger Finn Gade Knudsen

Ny formand men ikke ny kurs

Den ny formand slår dog helt fast, at den udskiftning der er sket i bestyrelsen, på ingen måde bunder i uenighed.

– Vi har været enige hele vejen igennem. Men når et kommunalvalg står for døren, med en ny kandidat i spidsen, har vi valgt at sætte en nyt og stærkere hold, siger Finn Gade Knudsen.

Han slår dog også fast, at han har været yderst tilfreds med den tidligere bestyrelse og den tidligere formand.

– Vi havde et godt samarbejde, og heldigvis fortsætter de fleste jo også i bestyrelsen, eller som aktive medlemmer af partiet, siger han.

En ung og stærk bestyrelse

Flere nye kræfter er kommet ind i bestyrelsen, hvor blandt andet ungdommen er pænt repræsenteret.

– Jeg er glad for at vi har muligheden for at have tre unge i bestyrelsen. Konservativ Ungdom i Horsens er den største lokalforening, og de gør en enorm indsats, så jeg er glad for at vi kan styrke båndet til dem, siger Finn Gade Knudsen.

Næstformanden er også ny, men den nye formand er sikker på at Heidi Milo kan magte opgaven, og han glæder sig til et tæt samarbejde med hende.

– Heidi og jeg er forskellige, og det ser jeg som en fordel. Min ambition er at vi skal have et nært og tæt samarbejde, hvor vi udnytter hinandens styrker og svagheder, siger Finn Gade Knudsen.

Udover formand og næstformand, har den ny bestyrelse endnu ikke konstitueret sig.