En nørd med æresfrygt!

Af Finn Gade Knudsen

For mange er dette nok underligt, lidt nørdet og måske endda skørt. Men jeg er som hovedbetyrelsesmedlem og vælgerforeningsformand, inviteret til tidligere statsminister Poul Schlüters bisættelse i Holmens Kirke på lørdag… Jeg deltager… Det der er skørt for mange, er at jeg er rørt og stolt over at være inviteret. En af vor tids største politiske personligheder, om man er enig med ham eller ej, har forladt denne jord, og det er for mig, en politisk nørd, stort at få lov at følge ham på vej.💚

Schlüter var en af de politikere, som med sin humor, ordentlighed og enorme taktiske evne, formåede at binde bånd mellem begge fløje i dansk politik. Han var ikke for fin til at samarbejde med nogen, ej heller de radikale, som vi i dag i dele af partiet nærmest afskyr, så længe han kunne opnå resultater til gavn for Danmark. Mange konservative resultater blev gennemført og selvom man i dag næppe tillægger det Konservative Folkeparti æren, er flere af dem stadig fundamentet for det samfund vi har i dag. Lad os blot nævne arbejdsmarkedspensionerne, som alle i dag hylder og mange nyder godt af.

Schlüter kom til i en økonomisk svær tid, hvor Anker var kørt fast, fordi det var hans vælgere, der var påvirket af den økonomiske situation, hvorfor han var handlingslammet. Måske derfor blev Schlüter skurken for nogen, som satte ind og reformerede, hvilket jo påvirkede mange. Men på sigt accepterede mange, ja selv Socialdemokratiet, at det var en nødvendig manøvre, hvis vi skulle få Danmark på ret kurs. I dag lever mange danskere, røde, gule, lilla, orange, blå og grønne, i et samfund, som er fuld af påvirkninger fra netop Schlüters regringer og som netop er skabt på det fundament han skabte.

På lørdag deltager jeg med ære og æresfrygt til hans bisættelse, fordi jeg er en af dem, som bærer hans ideer, værdier og politik videre.

Ære være Poul Schlüters minde.