Er Horsens ved at forsvinde?

Af Finn Gade Knudsen

Nu kommer så nyheden om, at to af byens gamle “brune” værtshuse lukker. Jeg er ikke stamkunde på nogen værtshus, selvom jeg da foretrækker at drikke en øl på et af de steder, frem for en af byens fornemme fortovscafeer, men sådan er vi jo så forskellige. Havde historien handlet om, at driften ikke kunne løbe rundt, havde det stadig været trist, men så havde det ikke fået mig til tasterne. Men nu handler historien om, at de to værtshuse må lade livet, i kommunens iver for at dræbe alt sjæl og kendetegn ved Horsens, fordi vi skal rive alt grimt ned, så vi kan bygge store nye betonkasser, med kønsløse og kedelige lejligheder, til en pris som store dele af byens nuværende borgere ikke kan betale.

Når jeg kommer igennem vestbyen, og holder ved lyskrydset ud for værtshuset Kom Tit. Ja så erkender jeg gerne, at det ikke er moderne og smuk estetik der falder mig i øjnene, men modsat er det en del af Horsens. Det jeg ser er liv og sjæl, og en hverdag som ikke altid er så poleret og rosenrødt, som de store fine betonkasser udstråler. Skridt for skridt mister vi områder, bygninger og steder i byen, hvor man rigtig kan se den sjæl som byen hviler på. Er en pølsevogn eller bygning grim, skal den erstattes af nye og funklende bygninger, som er så kønsløse, at man på ingen måde kan se, om det er Horsens, Aarhus eller Silkeborg man er havnet i.

Lad vestbyen leve

I Horsens har vi mange private lejemål, som nuvel ikke alle er af den bedste standard. Jeg ville ønske at vi alle havde muligheder for at bo bedre, men det er bare ikke tilfældet. Horsens har som alle andre byen, borgere for hvem, en lidt slidt bolig til en lav pris, er eneste udvej. For dem er det nok vigtigt, at vi ikke fjerner alle grimme bygninger, blot fordi vi med dyre biler og store lønninger, ikke bryder os om at se på dem.

Udover at vestbyen danner rammen for boliger til mange af byens svageste borgere, så er den også en del af byens sjæl. Vi ved at byen har det område, og vi ved at sådan ser Horsens også ud. Vi ved også at en stor del af de som lige nu bor der, ikke har råd til at flytte ind i de nye “kasser”, som desværre skyder op også i det kvarter.

Værthuse er andet end alkoholisme

En anden del af den gamle arbejderby Horsens, er værtshusene. Som i mange andre byer, findes der i Horsens en række såkaldte “brune” værtshuse, som udover at servere øl til stamkunderne, nærmest fungerer som en forening eller familie. Nogle af de som ligger inde i byen er blevet populære hos de mere mondæne publikummer, mens en række stadig kun tiltrækker stamkunderne.

Nej det er ikke arkitektoniske perler at se på, og de bruger næppe mange penge på at pynte facaden op, men de er der, med alt deres liv og sjæl. Et værtshus er på en gang en alkoholikers skjulte fristed, hvor ingen løfter moralens pegefinger, men samtidig også det socialkontor, som for mange af kunderne virker som eneste mulighed for hjælp. Her har de netværk og venner, og her kan de få hjælp til selv basale ting, som at få søgt om boligtilskud ved kommunen, eller at få handlet.

Det ville være nemt at lukke disse steder ned, med moralens pegefinger løftet, for de er jo skadelige for alkoholikerne. Men vi glemmer bare at en alkoholiker ikke stopper fordi vi nu lukker et værtshus.

Lad byen beholde sine kendetegn og sin sjæl, og forny så byen med respekt for alle type borgere og med respekt for byens dna. Hvis vi ikke passer på, ender vi som en kedelig by med en masse nye betonkasser, men uden liv og sjæl.