Formandens beretning

Af Finn Gade Knudsen

Så står vi her. Et halvt år efter at 2020 sluttede, og nu skal jeg så berette om bestyrelsens virke i 2020. Jeg håber I tilgiver mig, når jeg siger at det er lidt svært. Dels er det svært at huske hvad der skete i 2020 og dels har man mere lyst til at fortælle hvad der er sket i 2021 da det står mere klart.

Jeg vil derfor bryde traditionen og fortælle om i lørdags. Der var jeg i min egenskab som formand, inviteret med til Poul Schlüters bisættelse i Holmens kirke. En smuk og højtidelig dag, som jeg deltog i med ærefrygt. Større politisk skikkelse, findes ikke i vores parti. Han skabte resultater der står i dag. Jeg deltog og det er jeg både glad og stolt over at få mulighed for, lige som jeg er glad for at jeg trods alt nåede at trykke hans hånd, da jeg for to år siden deltog i hans 90-års fødselsdag.

Jeg syntes vi i respekt for ham, skal holde et minuts stilhed.

Når man skal beskrive 2020 er det jo egentligt hurtig gjort… Corona… Knap havde vi holdt generalforsamlingen i januar, før landet blev lukket ned. Jeg husker at vi talte om, at det nok ville være i 14 dage, så var vi tilbage igen. Nogle mente det først var løst, når vi fik vaccinen og vi der var lidt mere optimistiske grinte af dem og nægtede. Hvem der fik ret, er jo i næstes års beretning. Vi fik en sommer og så kom anden bølge. Alt i alt var hele 2020 præget af en pandemi, som gjorde at vi hele tiden holdt igen, med at mødes og lave sociale ting.

Derfor står jeg her i dag, og kan ikke se tilbage på gode medlemsmøder, fysiske bestyrelsesmøder eller et fedt landsråd. Vi er blevet vant til Teams, google meets, Skype og hvad der ellers findes af online platforme til møder. I starten var vi betaget af det, men i dag hænger det de fleste ud af halsen. Vi vil bare ses fysisk nu.

Byrådsarbejdet i 2020 var for et lille parti med et mandat, en tung opgave for Esben. Esben prioriterer mellem sagerne, da det er helt umuligt for ham at nå igennem ellers. Derfor glæder vi os til efteråret, hvor vi satser på at få flere valgt ind.

2021 er og bliver et år i valgets tegn, og vi er allerede godt i gang. Den fremgang der er på landsplan, forventer vi os en del af, lige som vi forventer os af den positive stemning vi alle møde rundt omkring.

I Horsens er vi så heldige at have to Folketingsmedlemmer boende. Marcus Knuth der bor med sin kone og nyfødte barn og Mona Juul der bor med sin kæreste. De ville begge gerne have været her i aften, men da andre planer var i kalenderen, må vi nøjes med en hilsen fra dem.

Marcus bad mig hilse og sige at han meget gerne vil mødes med jer snart. Det arbejder vi på.

Mona har sendt følgende besked til jer. Jeg læser op:

Hej Alle

Det er nu to år siden, at jeg var så velsignet at blive valgt til Folketinget. Vi mere end fordoblede vores stemmer, og står nu til fortsat flot fremgang. Det er svært at bevare pessimismen.

Jeg stillede op til folketingsvalget, fordi jeg ikke kunne lade være. Ikke fordi jeg ville skabe mig en ny karriere, men fordi jeg bildte mig ind, at der var brug for sådan en som mig. Med lidt erfaring og med lidt tanke på, hvor pengene skal komme fra. Og fordi jeg havde kæmpe lyst.

Det har jeg stadig!

Og jeg glæder mig meget til forhåbentligt at kunne hjælpe lidt med at få et godt KV21 i Horsens.

Hilsen Mona

Jeg vil gerne takke både Mona og Marcus, for at være så imødekommende og villige til at bakke op om Horsens, selvom de jo er på valg i Aarhus. Netop den åbenhed har jo også betydet, at Esben og jeg, afholder møder med de to, om hvordan de kan hjælpe til i forbindelse med kommunalvalget.

Jeg vil også gerne takke Esben. Du gør en brillant indsats i byrådet og jeg tvivler på at der er ret mange i kommunen, som ikke ved hvem du er og hvad du mener. Eksempelvis tror jeg de fleste er klar over dine holdninger til sigtelinjer, selvom der nok stadig er mange der ikke helt ved hvad det er. Vi er også mange der kender dine holdninger til bygninger med svalegange og hvad du mener om bygningers tag. Jeg har da eksempelvis lært hvad saddeltag er. Du brænder igennem og du irriterer borgmesteren og så kan jeg ikke forlange mere.

Vi to kan godt være uenige, men vi kan tale om den uenighed og når vi stopper samtalen, er vi altid enige om hvad vi så gør. Samtidig har du den fornemme egenskab, at du ikke tager den uenighed med ud af samtalen. Når vi er færdig med at diskuterer, er vi enige om at det er det vi gør og så arbejder vi begge ud fra det. Det værdsætter jeg rigtig meget. Jeg er af den overbevisning, at det er frugtbart at vi kan tale om ting vi ikke er enige om. Det er den måde vi udvikler os som parti og den måde vi holder kursen.

Så Esben. Tusind tak for samarbejdet i 2020. Jeg har valgt at købe en lille pose slik til dig. Jeg ved jo fra møderne at du godt kan lide slik.

Så kigger jeg lidt på min næstformand. Jesper du har været et aktiv at få ind i bestyrelsen. Lige fra dag et har du bidraget med en aktiv og interesseret tilgang til arbejdet og selvom du havde en periode du ikke kunne være så aktiv, så er du kommet stærkt tilbage. Du skal vide at jeg er glad for at have dig med ombord også som kandidat.

Jeg vil ikke trætte generalforsamlingen med at takke hver enkel i bestyrelsen, men jeg synes faktisk at vi er velfungerende og jeg er glad for hver enkel. Så jeg takker bestyrelsen.

Jeg vil også gerne takke vores to gamle nestorer; Bent Kyndesgaard og Ole Jensen. Jeg er glad for at I stadig gider at deltage, så vi kan få lov at trække på jeres store erfaring.

Til sidst vil jeg slutte af med en lille historie om, hvordan jeg i sin tid blev konservativ.

Tilbage i ottende klasse besluttede jeg at, jeg ville sætte mig ind i politik. Ja jeg bestemte faktisk at jeg ville finde det parti jeg tilhørte. Så da min lærer Poul Henning i faget orientering kom med en række A4-ark, et med hvert parti, som beskrev de enkelte partier, læste jeg dem med stor fornøjelse. Jeg var meget interesseret i landbrug, og var sikker på at det ville blive min levevej. Da jeg var færdig, var jeg ikke i tvivl. Jeg var SF’er. Det var nemlig det eneste parti hvor landbrug var nævnt. Jeg havde jo nok ikke helt forstået konteksten landbrug var nævnt i.

Jeg fortalte det til min bedstefar, der var pensioneret landmand. Han var ved at få kaffen galt i halsen og vi fik en god snak.

Jeg læste så min brors samfundsfagsbog, hvor der var en lidt mere grundig beskrivelse af partierne. Her faldt jeg over Konservative. Der stod beskerevet at det var et parti for de selvstændige og velhavende og hvem vil ikke gerne være velhavende, så nu var min beslutning sikker.

Jeg er dog ikke blevet velhavende, men jeg fandt også hurtig ud af, at det også er et parti for andre. Et Folkeparti. Jeg meldte mig ind da jeg blev 18 og der havde jeg fundet ud af, at jeg faktisk var enig i partiets politik.

Når jeg tænker tilbage på den historie, kan jeg godt tænke om det var, et meget tilfældig valg som gjorde at jeg blev enig i partiets politik, eller om jeg bare var heldig. Men så alligevel. Havde jeg fastholdt SF. Jeg var aldrig blevet enig i deres politik.

Tak for ordet.