Minimumsnormeringer er hul i hovedet!

Af: Finn Gade Knudsen

Lige nu er de røde partier i gang med regeringsforhandlingerne, og i det spil har SF og Enhedslisten kastet minimumsnormeringerne på bordet som en triumf der må forstås på dem, er spillets es, da man ikke ønsker en aftale uden. Jeg er oprigtig tilfreds med, at partierne ønsker at der skal være en god og kærlig behandling af vores børn i daginstitutioner, omend jeg ville ønske at vi som i andre lande, også ser på hvordan vi får børnene mindre i institution og mere hos deres familie. Når det så er sagt, så er jeg virkelig bekymret.

Minimumsnormeringer er endnu et bureaukratisk redskab, som på en gang binder de lokale byråd på hænderne, og samtidig en bombe under de enkelte kommuners budgetlægning. I mange institutioner er børnetallet meget svingende. Derfor vil det være sådan, at hvis en børnehave med 46 børn og dermed de krævede otte pædagoger, i morgen får et eller to børn mere, skal de ansætte en ekstra pædagog. Dermed en stor udgift til to ekstra børn. Hvis tre børn så efter to uger flytter, skal børnehaven så fyre den nye pædagog, eller skal de beholde vedkommende, og hvor skal pengene så komme fra til den ekstra normering? Enten skaber man en utrolig uholdbar budgettering for den enkelte institution, da man aldrig ved om man skal have en for høj normering, eller en passende. Ellers skal vi skabe job usikkerhed og stress for pædagogerne, som kan blive hyret den ene dag, og fyret ugen efter. Er det seriøs politik?

Til sidst vil jeg gerne slå fast, at minimumsnormeringer binder de lokale byråd på hænderne. Hvis der er særlige ønsker om, at en institution i eksempelvis et udsat område, skal have flere voksne per barn, så låser det jo lidt, når økonomien og budgettet hele tiden er under pres på grund af stærkt svingende børnetal. Vil de røde partier også finde penge til, at der er ekstra midler til en eventuel længerevarende overnormering? Næppe!

Derfor – gerne flere penge til området, men ikke mere bureaukrati tak.