Natur og miljø

Konservative vil sikre og bevare den smukke natur i Horsens kommune.

Stem Konservativt, fordi vi går ind for:

  • En samlet bæredygtig miljøpolitik
  • At være ressourcebesparende
  • At skabe flere grønne områder
  • At flytte varmeproduktionen væk fra afbrænding
  • At have en ren kommune.

Konservative ønsker at bevare vores natur og værne om vores miljø. Horsens Kommune byder på stor naturrigdom og mangfoldigheden er omfattende. Vi ønsker, at skovarealet såvel som antallet af skove som rekreative naturområder forøges. Vi ved, at nye skovområder kan være nyttige til at sikre vores vandressourcer og være med til at optage CO2. Vi ønsker også en løbende udvikling og udvidelser af parker og grønne områder i hele kommunen.

De grønne områder må ikke ende som Lily Gyldenkildes Torv og havnen, hvor der kun er få træer. Små blomsterkummer rundt omkring er ikke nok. Konservative går ind for, at når der bygges, skal der indtænkes grønne områder til glæde for borgerne. Områder, hvor der er plads til hygge og rekreation. Kigger vi f.eks. på Andreas Steenbergs Plads over for banegården, er det småt med grønt. Man behøver ikke være matematiker eller landskabsarkitekt for at se, at fliserne procentvis vinder over græsset. Dermed er det pludselig bare et torv med nogle bænke, hvor folk kan sidde og sludre, men ikke en grøn park, hvor man kan slå sig ned med en grill, eller en picnickurv med lækkert til en hyggelig date eller familieaften. Her var der en oplagt mulighed for at lave et område, hvor folk kunne leve, i stedet er det blevet til en genvej, når vi skal fra stationen og op i byen. Vi skal kæmpe for flere grønne områder.

Vi vil fortsat kæmpe for, at vejen til DSV ikke kommer til at gå igennem den følsomme og helt unikke natur ved Kørup Enge. Derimod bør vejen samtænkes med udvidelsen af E45.

Vi ønsker at stoppe afbrænding af biomasse og i stedet anvende bl.a. varmepumper. Vi bor i et højteknologisk land, så her skal vi selvfølgelig være med i første række og går forrest, så vi passer på naturen til glæde for fremtiden og vores børn og børnebørn.

For Konservative er det vigtigt, at Horsens Kommune fremstår som ren og præsentabel. En kommune, hvor det ikke flyder med affald. Dette gælder ikke kun for Horsens by, men i høj grad også for vores landsbyer og andre byer i kommunen. Men en ren kommune kommer ikke kun af at ansætte flere renovationsmedarbejdere og sætte flere skraldespande op. En ren kommune kommer også af, at vi alle forstår og værdsætter vores ansvar for ikke at smide affald i naturen og på gaden. Kun sådan kan vi vise fremtidige generationer forståelsen for disse normer og værdier. Samtidig er en præsentabel og ren kommune sundere at leve i, tiltrækker flere nye borgere og giver et godt indtryk overfor byens gæster. Vi skal kende endestationen for al affald.

Vi skal fokusere på at prioritere ressourcerne, og vi skal have en klar og offentliggjort plan herfor. Samtidig skal vi signalere, at vi er en grøn og bæredygtig kommune. Vi skal stille krav til os selv, vores medarbejdere og vores samarbejdspartnere. Vi skal foretrække at samarbejde med virksomheder, der har samme tilgang som vores kommune.