Vi ønsker en dynamisk kommune, som er drevet økonomisk og administrativ profesionelt
Stem Konservativt, fordi vi går ind for:
Løbende at vurdere, hvor skatteindtægterne er nødvendige og gør mest gavn
Anstændige og demokratiske processer
Ansvarlig økonomisk politik
Beslutningerne tilbage i byrådssalen
At motivere alle til at være en del af arbejdsmarkedet
Horsens kommune er en kommune i vækst. For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi udvikler kommunen på en anstændig og ordentlig måde.
Konservative mener, at vi som kommune ikke må gå i stå, men vi vil samtidig være det parti i byrådet, som sikrer en anstændig, demokratisk proces, hvor intet holdes skjult, og hvor økonomien er ansvarlig for fremtidens borgere i kommunen.
Vi vil kæmpe for, at fremtidens udviklingsplaner vil blive implementeret på en borgernær og demokratisk måde. Borgerne skal føle, at de bliver hørt. Samtidig nægter vi at lægge navn til projekter, som på et ufuldstændigt grundlag, tvinger borgerne i en bestemt retning.
Konservative ønsker ikke en centraliseret øverste ledelse, hvor beslutningerne er truffet på direktørgangen inden de sendes ud i de politiske udvalg. Ellers kan Horsens Kommune ikke leve op til dyderne om en åben og dialogbaseret kommune. Konservative vil sikre en ordentlig og anstændig behandling af politikken i Horsens.
Konservative mener, at beskæftigelsesindsatsen løbende skal tilpasses den aktuelle situation. I perioder med lav arbejdsløshed er det vigtigt at få folk hurtigt ud på arbejdsmarkedet, mens det i perioder med stigende ledighed er vigtigt, at ledigheden bruges fornuftigt på opkvalificeringer og efteruddannelser.
En del af de personer, der er på varig passiv forsørgelse i kommunen, ville med fordel kunne udfylde tilpassede stillinger. Vi skal derfor motivere flere til aktivt at vende tilbage på arbejdsmarkedet, selvfølgelig under hensyntagen til deres situation. Således skal vi bruge mulighederne for at få langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet; f.eks. ved øget brug af flexjob.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter