Nyhedsbrev April 2024
Så er det som bestyrelsesmedlem i Horsens Konservative atter min tur til at være forfatter af vælgerforeningens nyhedsbrev.
Midt i al tristessen med Sørens Papes alt for tidlige bortgang må vi også se på det, som gør livet lidt mere grønt. Bl.a. valg af vor lokale Mona Juul som ny partiformand – netop valgt på den ekstraordinære generalforsamling. Det er jo helt fantastisk. Både at få en ”lokal” valgt til dette fornemme job, men også at det er en helt anden type politiker, end dem, der har siddet der tidligere. ”Hun er ikke velbevandret nok i politik”, bliver der sagt og skrevet. Men, herregud. Har det – siden Schlüter (næsten) – været et plus for os? Ikke i min verden. Jeg vil glæde mig over, det er en erhvervskvinde, der er blevet formand. Og heldigvis ”formand” og ikke ”forperson”. Dem er der allerede for mange af.
I den lokale bestyrelse holder vi møder hver anden måned, og mødes derudover hvis der er noget specielt på agendaen. Vi nærmer os EP-valget, og i den forbindelse er vi ved at være klar. Bl.a. har vi haft flere møder med Marcus Knuth, som er opstillet til valget.
Selv om man lokalt i kommunalbestyrelsen har besluttet at undgå valgplakater opsat til valg, så gælder det kun kommunalvalg. Ved EP- og folketingsvalg vil lygtestandere blive plastret til med plakater. Det er der stadig stemmer i, bliver der sagt. A tvivler. Vedrørende forberedelser til EP-valget den 9. juni, vil I finde vores pavillon på Søndergade 25. maj, 1. – og 8. juni. Alle dage fra kl. 10.00 – 13.00. Vi håber også på at komme til de større byer i kommunen inden valget.
Sammen med konservative i Skanderborg og Silkeborg er vi ved at forberede et grundlovsmøde på Himmelbjerget. Mødet starter onsdag den 5. juni kl. 13:50 og varer godt 1 time. Der vil være 3 talere, heriblandt EP-kandidat Marcus Knuth.
Vi er også ved at planlægge et møde som skal foregå i september på det nye rådhus. Der vil være rundvisning med efterfølgende spisning. I vil høre nærmere om arrangementerne senere.
Vores medlemstal i Horsens har været stagneret, men nu er der atter tilgang i medlemstallet. Tak for det. Tak til de nye og tak til de, der holder ved.
Med venlig hilsen for konservative i Horsens
Flemming Ejlersen
Bestyrelsesmedlem.
Tlf. 2019 6190