Nyhedsbrev februar 2025

Hermed årets første nyhedsbrev.

It, Facebook og hjemmeside

Vi har bøvlet med vores IT, hvilket medfører, at MailJet (Konservatives officielle mailsystem) er ude af drift. Dette skyldes ændringer og opdateringer fra Hovedkontorets it-systemer. Vi glæder os selvsagt alle til, at teknikken fungerer igen.

I forlængelse deraf, så vil jeg på det kraftigste opfordre til, at I alle orienterer jer på vores Facebookside, som – heldigvis – er blevet frigivet af Facebook, efter at have været blokeret.

Nu hvor Facebooksiden virker, vil der komme flere opslag, om bla. aktiviteter. Anders Krojgaard Lund er i fuld gang med at planlægge en rundvisning på Industrimuseet + spisning. Vi håber også at kunne invitere til nogle foredrag i løbet af foråret. Mon ikke også der kommer et par billeder fra virksomhedsbesøg med Regionen?

Derudover er det planen, at udvalgte opslag og læserbreve fra kandidaterne til KV2025 også vil blive opslået på Facebooksiden – så alle kan få let adgang til vores politik og tiltag.

Så følg os på: https://www.facebook.com/HorsensDetKonservativeFolkeparti/

Vores hjemmeside har også i gang med at få en overhaling.

Der vil fremadrettet blive linket til kandidaternes egne facebooksider i forbindelse med KV25, så al information kan tilgås fra hjemmesiden.

Hjemmesiden: https://horsens.konservative.dk/

Generalforsamling

Vi fik en del nye medlemmer i forbindelse med generalforsamlingen. Dette skyldes delvist, at Horsens Folkeblad gav os en masse omtale.

Et stort velkommen til alle nye, aktive medlemmer. Vi håber, I vil fatte interesse for det politiske arbejde, de politiske diskussioner, samt det gode samvær, så vi får jer at se i mange år frem.

Der har tilsyneladende været intern splittelse i den daværende bestyrelse. Hvad der præcist er foregået, vil jeg lade stå hen i uvished, men det er et faktum, at der opstod en konflikt, som førte til, at bestyrelsen valgte at udelukke to kandidater fra at opstille til KV25.

Bestyrelsens foreslåede liste med kandidater blev samlet med den liste af kandidater, der meldte sig på generalforsamlingen, via den d´Hondtske metode, som også anvendes til kommunalvalg og folketingsvalg – så ingen stemmer ”går til spilde”. Dette skete under opsyn af udsendte fra Hovedkontoret, da man ville sikre sig, at alt gik ordentligt til. Hovedkontoret havde ligeledes sendt en yderst dygtig dirigent, Lasse, som formåede at holde god ro og orden, i den lidt anspændte situation.

Afstemningsresultatet blev 44/40.

Det resulterer i den følgende rækkefølge på kandidater til KV2025:

  1. Anders Krojgaard Lund
  2. Esben Hedeager Hansen
  3. Annette Schulz Jensen
  4. Kristoffer Holdensen
  5. Charlotte Svømmeholm
  6. Viktor Sivertsen
  7. Rene McKenzie Lintrup
  8. Kasper Pagh Rasmussen
  9. Mie Holdensen

Derefter fulgte en pause.

Da ordstyreren indkaldt generalforsamlingen igen – efter pausen – så var der valg til bestyrelsen.

Det resulterede i følgende valg:

  • Formand: Kasper Pagh
  • Næstformand: Kristoffer Holdensen
  • Medlem: Marianne Poder
  • Medlem: Kim Bergmann
  • Medlem: Elise Gerstrøm
  • Medlem: Charlotte Svømmeholm (blev genvalgt)
  • Medlem: René McKenzie Lintrup
  • 1.suppleant: Dorthe Kaihøj
  • 2.suppleant: Annette Schulz Jensen

Desuden er Viktor Sivertsen altid en del af bestyrelsen i forbindelse med sin rolle som KU-formand i Horsens.

Det skal i den forbindelse nævnes, at der med en hel ny bestyrelse er ”kuk” i det system, der normalt er med, at halvdelen af bestyrelsen står på valg til hver generalforsamling. En ubalance den nye bestyrelse har genoprettet på deres første bestyrelsesmøde.

Efterfølgende er der kommet en klage, fra et medlem af den forhenværende bestyrelse, der mente, at det kun var bestyrelsen, der kunne bestemme, hvem der måtte opstille som kandidater til KV25. Dertil må jeg, som formand, pointere, at generalforsamlingen er den øverste myndighed i enhver frivillig forening. Samt at alle principielt har lige ret, så alle kan opstille til poster internt i foreningen.

Disse regler er ikke nedfældet i lov, men er funderet i retspraksis hos domstolene, hvor de beskrives som værende ”ikke nedskrevne, men i retspraksis ubrydelige regler for frivillige foreninger”.  Dermed sagt, at der er dannet præcedens for frivillige foreninger i retssystemet.

Derudover kan man altså slet ikke genindtræde på kandidatlisten, når man selv har trukket sit kandidatur på generalforsamlingen.

Byrådsgruppen

Desværre efterlod en leder i Horsens Folkeblad mange med det indtryk, at Konservative Folkeparti var sprunget fra konstitueringsaftalen, hvilket jeg gerne vil dementere. Samtlige byrødder har præcis de udvalg, som de blev valgt til i forbindelse med konstitueringen ved KV21.

I forbindelse med en justering internt i byrådsgruppen, er der dog ændret nogle procedurer i forhold til, hvordan forhandlingerne tilgås i byrådet. Det er således nu Anders Krojgaard Lund, der er gruppeformand og ham, der tegner gruppen ved forhandlinger, akkompagneret af de to andre gruppemedlemmer.

Bestyrelsesmøde

Den 29. januar blev det første bestyrelsesmøde afholdt. Alle, der kunne indkaldes, blev indkaldt – nyvalgte medlemmer, revisorer, suppleanter og byrødder. Så kunne alle hilse på hinanden.

Mødet foregik over al forventning, med god stemning, og et par overraskende velbevandrede bestyrelsesmedlemmer imellem – således fik bestyrelsen tilført 20 års erfaring fra byrådet med Elise Gerstrøm, samt et professionelt bestyrelsesmedlem Kim Bergmann og en erfaren regnskabskyndig Marianne Poder, hvilket selvsagt er kompetencer, vi byder hjerteligt velkomne.

Mødet blev, af Horsens Folkeblad beskrevet som et forsoningsmøde. For alle os, der deltog, var det altså et ordinært bestyrelsesmøde…! Vi ønsker nu at kigge fremad og bruges vores kompetencer og gode energi på at lave politik og få planlagt en god valgkamp til KV25.

Vi ønsker alle nye medlemmer velkommen.

Vi håber på mange gode aktiviteter for medlemmerne det næste år.

Hilsen

Kasper Pagh

Formand, Horsens Vælgerforening