Oktober nyhedsbrev 2023 og indbydelse til medlemsarrangement

Kære konservative i Horsens-kredsen,

Landsrådet i Herning var en herlig weekend. Vi var 7 deltagere fra Horsens. Ud over de tre byrådsmedlemmer og formanden deltog 3 nye engagerede medlemmer. Til landsrådet mødtes unge som gamle, nye som garvede partimedlemmer hinanden på kryds og tværs. For nogle var det første gang, og for andre var det “ren rutine”. Uagtet udgangspunktet, så var det en meget positiv oplevelse. Og mediernes historier og “kampagner” (BT’s egne ord) til trods, så var der en rigtig god og positiv stemning i partiet. Vi var over 850 delegerede plus gæster til landsrådet, heraf blev over 600 til festen om lørdagen. En stor fornøjelse.

Som noget nyt har partiet – bl.a. på baggrund af seneste valg – gravet dybt i ressourcerne i det konservative bagland. Resultatet heraf er ti såkaldte “baglandsgrupper”, hvor fagligt kompetente og politisk engagerede medlemmer i dedikerede fora kommer med konkret udvikling af konservativ politik. Eksempelvis arbejder “Forsvars-gruppen” om konkrete forslag til folketingsgruppen, som kan omsættes til direkte punkter i en forhandling i et kommende forlig. På landsrådet fik de pågældende baglandsgrupper så mulighed for at give et indblik i deres arbejde, proces og foreløbige resultater. Det gav enorm stor værdi for mange, og det er fantastisk at se, hvor mange kompetente og dedikerede konservative, der findes. Sammen har vi kræfter til meget, og på dette landsråd blev mange af de kræfter samlet i fælles retning.
Her i Horsens bestyrelsen mener vi i øvrigt, at valget af Niels Flemming Hansen og Marcus Knuth som EU-kandidater, er det rigtige valg. Fravalget af Pernille Weiss har vi ligeledes taget til efterretning.

Næste år, i 2024 afholdes landsrådet igen i MCH Herning Kongrescenter. Det bliver d. 21.-22. september 2024, og vi håber at se flere af vores dejlige medlemmer fra Horsens. Husk vi i vælgerforeningen har besluttet, at alle, der deltog kan få et tilskud på 500 kr. mod forevisning af kvittering (sendes til flemming.ejlersen@gmail.com ).

På byrådsplan er budget 2024 vedtaget af et flertal uden om os. Vi kan ikke acceptere de skattestigninger, der var lagt op til, og i sidste øjeblik fik vi endvidere meddelt, at budgetaftalen omhandler de næste to år – og ikke bare for 2024. Det finder vi tendentiøst. Ærgerligt, men sådan blev det.

Næste medlemsmøde:
Politik v/Mona Juul, romsmagning og tapas.
Sted: Romdeluxe, Bygaden 85, Stensballe (parkering ved det nedlagte Fakta på modsatte side af vejen).
Mandag den 6. november kl. 17.00-19.30

Mandag den 6. november kl. 17.00-19.30.
Mona Juul og repræsentanter fra byrådet vil være til stede.
Program:
Mona Juul indleder, derefter tapas og romsmagning (8 forskellige slags rom, som Romdeluxe vil
præsentere).
Der vil være en egenbetaling for dette arrangement på kr. 100, som bedes betalt via Mobilepay
178109 eller på konto i Danske Bank 2500 8503023353 SENEST den 19. oktober. Betalingen vil være kvittering for deltagelse. Der er plads til 22 personer, så ”først til mølle” gælder.

Med venlig hilsen
Det konservative Folkeparti i Horsens