Mit navn er Kristoffer Holdensen. Jeg er 48 år og bor i Brædstrup med min hustru og tre teenagebørn. Jeg arbejder i en kundeservice ved en virksomhed, der leverer ilt til iltbehandling i private hjem. Jeg elsker musik, og i min fritid spiller jeg trombone i Flyverhjemmeværnets Musikkorps i Kolding, og derudover er jeg med i opstarten af nyt brassband i FDF Brædstrup. Jeg er også meget interesseret i sport, hvor jeg bl.a. har været træner i den lokale håndboldklub og løbeklub. Jeg har derudover siddet i flere forskellige bestyrelser, hvor jeg bl.a. i tre år har siddet i skolebestyrelsen for Tønning-Træden Friskole og Børnehave som næstformand. Jeg er netop valgt som næstformand for Det Konservative Folkeparti i Horsens.
Læs mere om mig herunder
Plejesektoren
Gennem mit arbejde får jeg en god indsigt i vores sundhedsvæsen og vores plejesektor. Dette har gjort, at jeg synes, der skal gøres noget ved bureaukratiet. Dette skal gøres for at give friheden tilbage til medarbejderen og det enkelte plejehjem. Det skal være sådan, at det enkelte plejehjem har større mulighed for planlægning af arbejdsopgaver og ikke mindst, hvem der udfører dem. Ved at mindske bureaukratiet er det min overbevisning, at vi frigør midler, der kommer borgeren til gode, så vi sætter plejen af den enkelte i højsædet. Vi skylder vores ældre medborgere en pleje i verdensklasse.
Sammenhængskraft
Jeg mener, vi bor i en kommune, der er delt mellem hovedbyen og oplandsbyerne. Vi skal have større fokus på infrastrukturen i hele kommunen og ikke kun i dele af den. Der er byer, hvor det ikke er muligt at tage offentlig transport imellem. Dette skal vi gøre bedre. Det er heller ikke muligt at komme hjem fra Horsens by efter kl. 22 om aftenen. Dette skal vi også gøre bedre. Det er ikke muligt at tage offentlig transport til og fra arbejde, når du bor i oplandsbyerne, da busserne ikke kører ofte nok. Den offentlige transport bliver forringet mere og mere pga. besparelser. Lad os få pengene ud at gøre gavn for borgerne. De unge mennesker, der går på skole i Horsens, har ikke mulighed for at komme hjem i weekenderne, når de har været inde hos vennerne. Vi skal gøre det nemmere at være ung i Horsens. De er presset nok. Det oplever jeg på nærmeste hold, som far til tre teenagere.
Foreningslivet
Det skal være nemmere at være forening i Danmark og ikke mindst i Horsens kommune. Vi skal hjælpe de foreninger, der ønsker at starte op. Det skal være muligt at finde passende lokaler, men det skal også være muligt at søge lokal støtte i opstartsfasen. Både økonomisk men også administrativt.
Årsagen til dette skal findes i trivsel. Det er sådan, at når vi har noget at gå op, så trives vi bedre. Når vi laver en aktivitet, som alle er fælles om, så træder vi ind i et fællesskab. Et fællesskab der betyder, at man hører til et sted. Et sted, hvor der er voksne, der bekymrer sig om en. Voksne der tager en seriøs. Derfor vil jeg kæmpe for et stærkt foreningsliv, der kan give især vores unge mennesker et sted at høre til. Voksne at tale med.
Lokal i Brædstrup
Da jeg er bosat i Brædstrup, vil jeg give Brædstrup en stemme i byrådet. Jeg vil kæmpe for, at vi lokalt får endnu mere indflydelse. At de mindre lokalsamfund i kommunen får mere indflydelse.
Derfor håber jeg, at I vil give mig jeres stemme til KV25. Stem personligt på mig, så vil jeg kæmpe for dig.
Uddannet som logistikøkonom
Næstformand i skolebestyrelsen for Tønning-Træden Friskole og Børnehave
Frivillig i et brassband i FDF Brædstrup
Musiker ved Flyverhjemmeværnets Musikkorps i Kolding