Jeg er en udadvendt, glad og engageret person, som altid har arbejdet med mennesker. Jeg er uddannet salgsassistent, men efter lukkelovsændringer i 2012 kunne livet med 3 små børn ikke fungere for os. De første 1000 dage i et barns liv er utrolig vigtige, og kræver tilstedeværende voksne. Derfor skiftede jeg branche, og blev kommunal dagplejer i et vikariat. Sikke en gave, at kunne være omsorgsperson for de små i de fleste at deres første 1000 dage. Det kunne jeg slet ikke lægge fra mig, så jeg åbnede Brædstrups første private pasningsordning i 2014.
Jeg flyttede til Brædstrup i 2007, sammen med min mand og vores ældste datter, hvor vores 2 yngste børn er født og opvokset. Jeg engagerer mig meget i vores lokalsamfund. Jeg har siddet i forældreråd/bestyrelse i børnenes børnehave, været formand i Tønning- Træden idrætsforening. Nu bruger jeg mine kræfter i Brædstrup svømmeklub, hvor jeg er næstformand, og derudover er jeg stifter af Brædstrup Blæserne – et Brassband i FDF Brædstrup, hvor jeg er musikansvarlig.
Læs mere om mig herunder
Børn og unges trivsel
Arbejdet med mennesker har altid være en naturlig del af mit liv, og det falder mig meget naturligt at tage ansvar og lederskab i de opgaver, jeg påtager mig. Børns trivsel, dannelse og udvikling er en hjertesag for mig. Når børn lykkes, giver det mig energi og tilfredsstillelse.
Efter mange års arbejde med små børn, havde jeg brug for nye udfordringer. Derfor påbegyndte jeg i sommeren 2024læreruddannelsen i traineeordningen, hvor jeg håber, jeg fortsat kommer til at gøre en forskel for de børn og unge, jeg møder i min hverdag.
Børn og unge er omdrejningspunktet i min hverdag- derfor står de også højt på listen over mærkesager.
Jeg ønsker, at skolen, skal være for alle børn. Det er vores ansvar at finde en balance i børnenes hverdag og give dem tilbud, der sikrer deres trivsel og udvikling bedst muligt. Børnene er vores fremtid, og vi skal sikre, at de bliver klædt bedst muligt på til voksenlivet. Vi må ikke være bange for at udbyde specialtilbud. Vi skal have børne, der trives, for kun under trivsel vil udvikling ske.
Hvis vi vil sikre, at alle børn får den bedst mulige hverdag, så skal vi også sikre det frie valg. Det skal være muligt at vores børnefamilier frit at vælge daginstitution og skole, som tilgodeser barnet og familien bedst muligt.
Større bevægelsesfrihed
Horsens kommune skal være en sammenhængende kommune. Vi skal have en større bevægelsesfrihed inden for kommunegrænserne. Horsens kommune er en kommune i vækst, derfor skal vi også sikre at bl.a. arbejdskraften kan bevæge sig frit indenfor kommunegrænsen. En bedre infrastruktur, binder kommunens ydergrænser sammen med Horsens, og vil også give vores unge flere muligheder for at kunne passe studie, fritid og job. Vi skal ganske simpelt have offentligt transport, også for dem der arbejder på skæve tidspunkter.
Fællesskab
Fællesskab er en vigtig faktor for vores trivsel og sundhed. En aktiv hverdag i de lokale foreninger er med til at forhindre ensomhed og skabe fællesskaber for både ældre, børn og unge. Derfor er det vigtigt, at lokalområderne i kommunen har mulighed for at tilbyde et mangfoldigt fritidstilbud. Vi skal sikre, at foreningerne har gode rammer og udstyr, så de kan udbyde den gode fritid og fællesskabsskabende aktiviteter for alle. Derfor skal vi arbejde for, at foreningerne kan holde kontingentet på et minimum ved at undgår store udgifter til forbrug og husleje.
Jeg ønsker særligt at skabe fokus på musik. “Musik er hjernegymnastik og kan både hjælpe på indlæring og inklusion”. Sådan lød budskabet fra hjerneforsker Kjeld Fredens på Kulturministeriets musikfaglige konference i 2012 – og sådan er det stadigvæk. Vi skal have meget mere musik på skoleskemaet – det kan være i form af morgensang, kor og band. Musik skal være for alle, jeg ønsker at kigge ind mulighederne for at udbyde musik i fritiden, som også er til at betale.
Lærerstuderende i trainee-ordning tilknyttet Nim Skole
Næstformand i Brædstrup svømmeklub
Stifter af Brædstrup Blæserne
Tidligere privat børnepasser
Tidligere formand i Tønning- Træden idrætsforening
Uddannet salgsassistent