Stem Konservativt, fordi vi går ind for:
Lige nu bygges højhuse overalt. De passer ikke ind i byens arkitektur. Der er ingen sammenhæng. Vi skal sikre kvalitet fremfor kvantitet og en bæredygtig byudvikling. Samtidig skal vi stoppe med dispensationer, når en lokalplan er vedtaget.
Se bare havneområdet. Det er ærgerligt, at man ikke tænker bygningernes udseende ind, så de passer til det allerede eksisterende havne”look” og miljøet. Horsens Havn er en af byens store arbejdspladser og her er mulighed for interessant byudvikling. Havnens udvikling ligger derfor konservative meget på sinde. Vi ønsker derfor, at havnen skal have optimale forhold for sine aktiviteter, og at man gentænker Masterplanen. Hensynet til havnen skal være stort, men den må ikke stå i vejen for byens udvikling. Derfor er det vigtigt, at havnen kan eksistere, selvom byen rykker tættere på.
Konservative vil kæmpe for at hver gang, der bygges, skal der tænkes p-pladser. Det er ikke godt nok med de nuværende normeringer.
Det går rigtigt stærkt i Horsens kommune. Befolkningstilvæksten er en af de største i Danmark, og samtidig ”fortættes” befolkningen i Horsens by, herunder på Sydhavnen. Her vil der i de kommende år bosætte sig flere tusinde borgere i midtbyen.
Konservative mener, at vækst og udvikling skal ske i hele kommunen til gavn for alle kommunens borgere uanset bopæl. Det er derfor vigtigt, at udviklingsinitiativer tænkes bredt i hele Horsens Kommune.
Konservative vil følge udviklingen nøje og sikre, at byen fremadrettet udvikles i et tempo, hvor borgerne kan følge med.