Nyhedsbrev Maj 2023

Horsens, 12. maj 2023
Af Anders Krojgaard Lund, byrådsmedlem og folketingskandidat

Kære alle konservative partifæller
I denne måned har jeg æren af at forfatte et mindre nyhedsbrev til jer. I den store verden
sker store ting, alt fra krigen mellem det angribende Rusland og det forsvarende Ukraine til
den nylige kroning af Kong Charles d. III i UK. Og i den “lille verden”, den nære, vores egen
lille andedam, her sker minsandten også store ting!

Vores grundlovsbrydende statsminister er med svagt et Venstre og et ugennemskueligt
Moderaterne i ryggen i færd med at fastcementere sin egen magtposition. Alle de i øvrigt
latterligt konsekvensløse reprimander over nyere tids største embedsskandale, Mink-skandalen, er ved at blive trukket tilbage. Ergo har ingen åbenbart gjort noget forkert, må
man forstå. Til gengæld kører man en fuldstændig opblæst retssag om landsforræderi mod en
politisk modstander, angiveligt for at have omtalt noget i pressen, som var alment kendt. Ja,
man fristes til at tænke, at selv Putin ville være stolt.

At Forsvaret derudover ligger i ruiner, ja, det kender jeg alt for godt. Med snart 14 år i trøjen,
så kan jeg kun bekræfte, at de mange McKinsey konsulentrapporter og årevis med
nedskæringer selvfølgelig var en ufattelig dum idé for vores kampkraft. “Aldrig mere 9. april”
siger folk hvert år, men den 10. april er folk igen ligeglade med at betale prisen. Forhåbentlig
vil de øvrige partier, herunder det meget lidt forsvarsvenlige Venstre, med den (sygemeldte)
veteran Jakob Ellemann i spidsen, indse, at Forsvaret med rette koster mange penge. Hele
tiden. Også når man ikke lige står og skal bruge det.

Jeg tvivler på, at den netop offentliggjorte rapport om seriøse økonomiske mangler i Forsvaret
kommer til at løse vores problemer – særligt fordi regeringen er glad for vælgerbestikkelse
(checks til alle mulige uden logisk grund), og fordi opportunisten Lars Løkke sidder med ved
bordet. Jeg minder om, at Forsvaret kræver langsigtede investeringer, og at man ikke kan
skifte holdning fra tid til anden. Socialdemokraterne, Venstre (som parti) og Lars Løkke som
partileder, har mange gange haft muligheden for at gøre noget godt for Forsvaret – og næsten
hver gang har de valgt sparekniven. Ansvaret for katastrofen er vitterligt på deres skuldre.

Vi må håbe, at Venstre genfinder sin borgerlige sjæl.

Også lokalt sker der store ting. I Det Konservative Folkeparti er vi meget stolte af
erhvervssucceser, og et stort værdiskabende selskab som DSV fortjener derfor både beundring
og anerkendelse. Derfor var det også en helt fantastisk god oplevelse at være til
vælgerforeningsarrangement hos netop DSV, der lukkede dørene op for, en for mange, lukket
verden. Personligt blev jeg meget imponeret over den udvikling fra nogle vognmænd til en
verdensomspændende logistikvirksomhed, som DSV har været igennem. Tilmed inden for
ganske få år! Det fortjener god borgerlig anerkendelse. Det var en hyggelig og dejlig aften, og
jeg vil gerne takke alle jer, der deltog.

Vi håber snart at kunne lave endnu et vælgerforeningsarrangement – måske ses vi til
Grundlovsmødet på Himmelbjerget? Det foregår (5. juni) fra kl. 13.00 og frem. Vores egne
lokale Marcus Knuth har været så venlig at holde grundlovstale. Det skaber et godt
sammenhold mellem medlemmerne lokalt, og derfor håber jeg også at se dig, uanset om du er
ung eller erfaren i foreningen. Her har vi plads og tid til alle.

Jeg kunne skrive meget endnu, men jeg vil blot takke for din tid og læselyst og ønske dig en
rigtig god dag.

Sammen skaber vi en bedre by i balance.

Bedste hilsner
Anders Krojgaard Lund

Fang mig på
Mobil +45 2089 8218
Mail AndersK.Lund@Gmail.com