Den længste tur hjem fra Borgen

Af Mona Juul – Folketingsmedlem

Min gamle elskede hund, Victor, var blevet dårlig og måtte til dyrlægen. Jeg var på Christiansborg og skulle afgive stemme i folketingssalen kl. 10. Og 12 minutter før ringede dyrlægen og sagde, at hun ikke kunne gøre mere for ham.

Jeg gik ned og stemte, ryddede kalenderen, satte mig i bilen – og stortudede hele vejen hjem. Jeg ville hjem og sige farvel, og samtidig skulle det ikke trække ud, for han havde det ikke godt.

Og det er nu engang den forpligtelse, man har over for sin hund. At sørge for, at den ikke lider og kommer godt her fra. Det var den længste tur hjem fra Borgen nogensinde.

Og det er nu engang den forpligtelse, man har over for sin hund. At sørge for, at den ikke lider og kommer godt her fra. Det var den længste tur hjem fra Borgen nogensinde.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med dyr, og selvfølgelig især min egen lille hund. Det har været tomt og trist de sidste 12 dage uden ham. Men 14 år er også lang tid at gå op og ned ad hinanden.

Jeg havde min hund med til alt – også job og ferier rundt i Europa. Jeg var altid bevidst om, hvor han var, og hvordan han havde det. Jeg havde endda tålmodighed med ham. Det har jeg ellers ikke med meget andet. Så ja, jeg savner ham helt forfærdeligt og synes bare, at det hele er blevet lidt mere kedeligt.

Til gengæld er jeg for tiden begravet i lovforslag, beslutningsforslag og forhandlinger. Maj måned er fyldt så hårdt op, at jeg f.eks. kun sjældent kan nå at ringe tilbage på telefonbeskeder.

Det huer mig ikke, men det er sådan, at det må være. For der skal laves aftale om life science, eksport, sommerpakke, landbrug og meget mere.

Som erhvervs-, klima- og miljøordfører er der nok at tage fat på. Jeg gør det bestemt også gerne. For jeg tager mit hverv som politiker meget alvorligt og forsøger hver dag at gøre mit bedste. Jeg skal nemlig være god til det her. Rigtig god.

En af forudsætningerne for det er, at jeg er glad og godt tilpas. Det er jeg heldigvis det meste af tiden, og selvom jeg stadig er i sorg over min hund, så kan jeg godt mærke, at det går en lille smule fremad for hver dag, der går.

Rigtig mange har også sagt, at jeg skal tage og skynde mig at få en ny hund. Ahhh, tænker jeg. Er det nu klogt, når jeg er så meget væk og har så travlt… Uanset så er det jo nærmest umuligt at opdrive en hvalp. Vores firbenede venner har fået ekstra opmærksomhed under corona, og ventelister på hvalpe inden for flere populære racer er på hele to år.

Men så skete der noget, der ellers aldrig sker. Jeg var heldig. Jeg var heldig, at en skøn familie her i Horsens – endda i Torsted, hvor jeg er vokset op – netop havde fået hvalpe, og at de ville lade mig få den ene.

Lige pludselig går det hele op i en højere enhed. Jeg henter Ludvig (for han skal selvfølgelig også have et gammelt drengenavn) i juni, når afstemninger og forhandlinger rinder ud, og der kan holdes lidt – efter min egen mening velfortjent – ferie. Nøj, hvor jeg glæder mig. Nu bliver turen hjem igen fyldt med forventningens glæde.