Hvorfor må Horsens Kommune ødelægge naturen i Bygholm Ådal?
Af Marcus Knuth og Esben Hedeager
Op til et års fængsel. Det er straframmen, hvis du i fremtiden fanger en sommerfugl som Enghvidvinge, Fransk Bredpande, Hvid Admiral eller 30 andre sjældne sommerfuglearter, som nu skal nyde ekstra beskyttelse.
Miljøminister Lea Wermelin (S) er nemlig i gang med en indsats for at stoppe det, som hun kalder for naturkrisen. Og det er jo glædeligt. For vi skal passe godt på vores truede dyrearter og sårbare naturområder.
Problemet er bare, at reglerne er helt på månen.
For på den ene side risikerer du som borger at komme i fængsel, hvis du går ned og fanger en sommerfugl i vores smukke Bygholm Ådal, der også er hjem for sjældne oddere og andre truede dyrearter.
Men på den anden side forhindrer de nye regler ikke Horsens Kommune i at planlægge en stor omfartsvej til tung lastvognstrafik klos op af det beskyttede Natura 2000-område i Bygholm Ådal. Kommunen vil nemlig fortsat ikke lave en fuld konsekvensanalyse af byggeriets skader på ådalen og naturen.
Derfor har vi konservative igen stillet kritiske spørgsmål til miljøministeren i Folketinget.
Svaret lyder kort fortalt, at ministerens nye regler kun gælder for os almindelige danskere, men ikke for en kommune som Horsens, der vil udrulle tung infrastruktur henover en dansk naturperle, der blev formet helt tilbage i istiden.
Svaret lyder kort fortalt, at ministerens nye regler kun gælder for os almindelige danskere, men ikke for en kommune som Horsens, der vil udrulle tung infrastruktur henover en dansk naturperle.
Det skriger jo til himlen. Hvis Lea Wermelin virkelig vil tage naturkrisen alvorligt, kunne hun passende komme på banen her i Horsens.
Vi håber inderligt, at den nye forlængede høringsfrist på det planlagte byggeri er et tegn på, at i hvert fald Miljøstyrelsen har fået øjnene op for, hvor uansvarligt Horsens Kommune agerer.
I mellemtiden fortsætter vi og vores gode kollegaer i både Folketinget og i Europa-Parlamentet indsatsen for, at det planlagte byggeri ikke kommer til at ødelægge Bygholm Ådal.