Mindeord om Søren Pape Poulsen

”Ansvaret – det er mit!” Sådan taler en hædersmand. Sådan talte Søren Pape Poulsen. For det var det, han var. Ordentlig. Ærlig. Og kærlig.

Det er med en klump i halsen, at jeg på vegne af Det Konservative Folkeparti i Horsens skriver dette mindeord om vores nu afdøde partiformand. Mest af alt fordi hans alder og livskraft i øvrigt ikke fordrede, at vi nu skal mindes.

Tabet af Søren er det ikke-familiære dødsfald, der har tynget mig mest, for Søren var vitterligt noget helt særligt. Og noget ganske særligt skal man være, hvis man vil være formand for Det Konservative Folkeparti. En post, vi vil takke dig, Søren, for at have bestredet i 10 år. Tak.

At være politiker er noget helt særligt. Det kræver først og fremmest, at man er et politisk menneske, altså en, der faktisk mener noget, og som tør sige det. Her er modet særlig vigtigt. Enhver ved, at der er få ting, der kan skabe uvenskab, som politik. Det kræver derfor noget helt særligt at kunne balancere mellem at have sine egne holdninger i egen ret og samtidigt være bredt favnende og respekteret. Den balance havde Søren Pape Poulsen.

Søren var altid ”den pæne mand”, der havde fokus på mennesket, hvor andre kun ser ”borgeren”. Søren mente det vitterligt, når han sagde, at man ikke kunne parkere sit sociale ansvar gennem aflad til staten i form af vores høje skatter. Uanset hvem man er, så er man kun noget i kraft af ens relation til andre. Det forstod Søren. Ikke kun på den allerhøjeste politiske klinge, men også i det nære, i mødet med andre. Søren kerede sig vitterligt for andres velbefindende.

Derfor var det også særdeles autentisk, når den ordentlige mand forlangte orden i samfundet. Jeg husker således tydeligt, da Søren på partiets landsråd talte dundertale imod Islamisk Stat, der viste grufulde billede på direkte TV. Her viste han med al tydelighed, at det at være ordentlig til tider kræver, at man tør tage handskerne af, og sige det, der skal siges. Det var den selvsamme stærke justitsminister, der tog et ordentligt opgør med banderne i Danmark, fik smidt dem bag lås og slå, og som han sagde: ”Ja, det at sidde i fængsel skal være hårdt. Det er jo en straf!”. En kontant håndtering af samfundets lømler, som bl.a. Sverige efterfølgende har skelet misundelig til. Tak for, at du handlede, Søren.

Som partiformand formåede Søren at samle partiets daværende fløje, og han kæmpede til det sidste for Kongerigets sikkerhed. Forsvaret er og bliver et konservativt kardinalpunkt. Det er vist ingen hemmelighed, at det var Søren, der var med til at trække de øvrige partier over på den rette side af historien ved forhandlingen af ”det nationale kompromis”. Det handlede vel at mærke om at styrke Forsvaret til et absolut minimum. Varigt. Tak for, at du sikrede Danmark.

Vi kommer til at savne din latter, dit engagement og dit varme væsen. Tak for alt, du har gjort for Det Konservative Folkeparti og for Kongeriget Danmark.

Æret være Søren Pape Poulsens minde.

På vegne af Esben Hedeager og Annette Schulz Jensen,

Anders Krojgaard Lund