Bud på en løsning af p-kaos ved banegården: Anvend Banedanmarks oplagsplads – der er plads til mindst 200 biler
Af: Anders Krojgaard Lund, byråds- og folketingskandidat, og Flemming Ejlersen, kandidat til Horsens Byråd for Det Konservative Folkeparti i Horsens
Campus i Horsens er netop indviet, og flot ser det ud. Ved siden af byggeriet har man udlagt asfalt i et kommende byggefelt, der midlertidigt kan rumme ca. 325 biler. Ref. borgmesteren er det, hvad der er aftalt af p-pladser til Campus. Vor tids studerende ser – i modsætning til i min studietid – i stor udstrækning at have fået egen bil. Faktum er, at 325 p-pladser er alt for lidt. Det fremgår tydeligt af de billeder, som avisen har bragt om forholdet.
Problemerne hober sig også op for de, der kommer i privat bil, og skal med toget. Der er ikke ledige pladser på banegårdens område. De er for en stor dels vedkommende optaget af studerende til Campus.
Tiltaget med flere gratis p-pladser i Løvenørnsgade er en hjælp, men for de, der skal med toget, er det næppe et tilvalg.
Et p-hus ved banegården er på tale, men næppe her og nu.
Et forslag er, at Campus, DSB og Banedanmark går sammen for at udarbejde en brugbar løsning til gavn for alle. Mit forslag til dem er, at anvende Banedanmarks oplagsplads lige vest for banegården. Der er indkørsel fra Bygholm Parkvej og plads til mindst 200 biler. Som et plus er der direkte adgang til perronerne.