Vil vi havmiljøet, eller er det bare tom snak?

Alle er enige om, at Horsens fjord er forurenet. Faktisk i kategorien ”dårlig”. Ja, faktisk så dårlig den kan blive ifølge Miljøstyrelsens målinger. Ingen fisk, intet liv. Situationen er dødalvorlig. Derfor giver det jo heller ikke meget mening, at endnu et allerede belastet havmiljø – ved As Vig – måske får Miljøstyrelsens velsignelse til at placere flere havbrug, hvilket vil påvirke hele fjorden.

As Vig er et rekreativt og dejligt naturområde for utrolig mange mennesker med tilknytning til de store sommerhusområder, sejlere og os, der bare nyder en gå- eller badetur til stranden.

I As Vig kæmper lokale borgere, sommerhusejere og strandgæster derfor en brav kamp for, at der ikke skal gives tilladelse til flere havbrug inde ved As Vig, som er en del af Horsens Fjord. Det gør vi også såvel lokal- som landspolitisk. For vi mener simpelthen ikke, det kan forsvares.

Er havbrug ikke en del af det erhvervsliv, som vi skal værne om, spørger du måske? Jo, og vi har også lyttet til producenternes argumenter. Og det bliver stadig et pænt nej tak. For når vi vejer fordelene op mod de potentielle konsekvenser, som havbrug har for fjordens vandkvalitet og forureningen heri, så taber naturen. For havbrug forurener, da der udledes overskydende foderspild og ekskrementer mm., som resulterer i algeopblomstring, iltmangel og tab af biodiversitet. Det hverken kan eller skal vi blive ved med at acceptere. Hverken på egne eller kommende generationers vegne.

Vores fjord er i krise. Nu skal der handling til bag den tomme snak og de gode intensioner. Så kan man tro nok så meget på, at en fond, man frivilligt kan indbetale til eller plantning af ålegræs kan gøre en tilstrækkelig forskel. Det er alt godt. Mere af det. Men det er i vores optik blot symptombehandling. Lad os få gjort noget ved en af årsagerne. Nu.

STOP direkte udledning i fjorden. STOP havbrug i og ved fjorden.

Esben Hedeager, Annette Schulz Jensen, Anders Krojgaard Lund, Byrådsmedlemmer Det Konservative
Folkeparti, Horsens
Mona Juul, Folketingsmedlem, Klimaordfører Det Konservative Folkeparti